Eng

Typisk våd eng kort før der bliver slået hø på den. På billedet ses typiske engplanter som Kær-Tidsel (slank plante med violet blomst bag Iris’en), Gul Iris (grågrønne, brede blade i forgrunden), Trævlekrone (lyserøde blomster) og Bidende Ranunkel (gule blomster) – samt mængder af græsser.
Klassifikation: Våd eng (Molinio-Arrhenatheretea)
Sammenlign med: Overdrev og Ellesump

Eng er en naturtype (se også biotop), der opstår på et fugtigt areal ved årlig slåning af hø med en eventuel efterfølgende græsning. Tilsvarende begreber er kær og høslæteng.

Enge og høbjergning[redigér | redigér wikikode]

"Eng er agers moder", hedder det i ordsproget. Bag folkevisdommen ligger den kendsgerning, at landsbyer og gårde med rettigheder til engstykker gav så meget mere udbytte end de uden, at de kunne ansættes til en højere skattebetaling. Hemmeligheden består i, at græsserne optager mineraler fra engens jord. Disse mineraler følger med høet og kommer atter frem i form af dyremøg. Møget blev spredt på markerne, og de gårde, som havde mest eng, fik også mest gødning. Den sammenhæng var man godt klar over, men først i vores tid har man gennemskuet, hvordan denne "gødningspumpe" kan virke år efter år, generation efter generation, ja århundrede efter århundrede. Det skyldes, at engen modtager nyt mineraltilskud med mudderet fra den årlige forårsoversvømmelse.

Trods denne gunstige virkning begyndte man først højt oppe i Middelalderen at udnytte engstykkerne. Indtil da lå disse våde, ofte oversvømmede arealer hen som ellesump. Da man opdagede, at kreaturerne kunne klare sig gennem vinteren på et foder af tørrede urter, fik man sat slåning, tørring og bjergning af hø i system. Tidligere havde man benyttet tørrede grene med blade på som vinterfoder. Enkelte steder overlevede den skik helt op i det 20. århundrede, og man kan stadig se træer, mærket af løvhøst i f.eks. Bretagne, Slovakiet og Tyrkiet (se løveng), men ellers gik man systematisk over til at fodre med enghø.

I mange tilfælde satte man dyrene ud på engen, når høet var bjerget. De kunne så gå derude og æde løs af den sprøde nyopvækst til hen på efteråret. De to påvirkninger: slåning af hø og eftergræsning med kreaturer, betød efterhånden en sortering af engenes vegetation. Slåning begunstiger planter som hurtigt skyder frem igen, og græsning begunstiger dem, som dyrene undgår (se under overdrev). Den kunstigt skabte engbiotop blev efterhånden til et artsrigt sted med et stort antal lavtvoksende, blomstrende planter, og årsagen er et kulturtryk, som bl.a. består af følgende elementer:

slåning
slåningshyppighed pr. år
græsning
græsningstryk
kreatursammensætning
jordbundstype
klimaforhold
oversvømmelse
sammensætning af aflejret mudder

Så længe man opretholder slåning og eventuelt også græsning, bliver engene også ved med at være enge. De betegner i virkeligheden et fastfrosset successionstrin midt mellem rå jord og ellesump. På én måde er der tale om ren natur, for engene er led i det, som er den karakteristiske danske vegetationsrækkefølge. Men på en anden måde er eng en kulturskabt naturtype, som kun kan eksistere i få år uden det kulturtryk, som skabte den.

Eng i dag[redigér | redigér wikikode]

I dag er der kun få af de gammeldags, ugødede høenge tilbage, for kvægavl baseret på ekstensiv græsning er ikke rentabel, og selv høslæt med maskiner er det knap nok – i hvert fald ikke med de tilskudsordninger, der bestemmer landbrugets prioriteringer. De tilbageværende stumper bliver i de fleste tilfælde vedligeholdt for amternes og statens regning ved at man lader dem dyrke med økonomisk tilskud. Selv ikke de nyere braklægningsordninger har vist sig at gavne engene, for de forudsætter et fuldstændigt ophør af al dyrkning, hvad der ikke fører til eng, men til skov.

§3-naturtype[redigér | redigér wikikode]

Permanente ferske enge, der har et samlet areal på 2.500 m² eller mere, er en §3-naturtype der er beskyttet efter naturbeskyttelseslovens §3, men hvis de omlægges mere end hvert 7.-10. år, er ikke omfattet af beskyttelsen.

Engplanter[redigér | redigér wikikode]

Slangeurt er en typisk engplante.

Engplanter er flerårige planter, der er knyttet til fugtige og sollyse vokseforhold. Engjorden er oftest meget humusrig, men det årlige høslæt efterfulgt af græsning gjorde den mindre kvælstofrig. Det betød, at græsserne fik ringere betingelser, mens de blomstrende, bredbladede stauder fik gode chancer. Det med lyset er dog nok den vigtigste betingelse at få opfyldt, så disse planter må ikke komme til at stå i skygge – heller ikke i skyggen af hinanden.